Synes du også det er svært at falde i søvn med en stiv pik i ryggen?

Madpakkerne er smurt og børnene er puttet i seng. Det har været en lang dag og endelig kan du lægge dit trætte hoved på puden. Din mand ruller over i din side af sengen og du kan allerede på måden han nusser dig på, mærke at det her ikke bare handler om at blive strøget over ryggen til godnat.

Måske har din mand i øjeblikket lidt mere lyst til sex end du selv. Join the club. Jeg tænker næsten hver dag, at i aften, da kunne det være lækkert at have lidt voksen tid under dynen inden vi skal sove. Når klokken så passerer 21, børnene er lagt, køkkenet ryddet og morgendagen er planlagt, så har min lyst det med at forsvinde, som dug for solen på en varm sommerdag, til fordel for en uoverkommelig træthed.

Måske synes din mand det er helt forståeligt med denne her nedgang i det seksuelle samvær og måske er temaet For lidt sex en af hovedkonflikterne hjemme hos jer. Din mand har nok opdaget at kravet om sex ikke just fordrer den, så hvad skal I gøre, for at nærme jer hinanden og for at I begge får det I har brug for?

For det første vil de fleste kvinder, som generelt er glade for deres mand være i en helt andet, lad mig kalde det åben stemning, hvis der har været en god kontakt i løbet af dagen og aftenen. Jeg kender heller ikke den kvinde, der ikke ville blive tændt af en omgang lækker oliemassage og rigeligt med strategisk velplacerede kys, gerne fulgt op af nogle dejlige komplimenter.

Løsning nr. 1 er altså: Gør en ekstra indsats mand. Hun skal bare tændes, så er hun med på den værste.

Løsning 2: Hvis du er lidt svær at trække op selv med større anstrengelser, så er det måske på tide at få en seriøs snak om, hvad der dræber erotikken hjemme hos jer. Synes du det er skønt med et klask i måsen, når du står og rører i kødgryderne og din mand er mere til at prikke dig på skulderen og spørge om du skal smage fars pølse i aften, så har I et kommunikationsproblem og det kan man kun tale sig ud af. Er I ved at skvatte over bulerne i gulvtæppet og står de gamle konflikter i kø for at komme ud af skabet, så er det på tide at få luftet ud, således at I begge har lyst til at være i jeres parforhold og dermed lyst til hinanden.

Løsning 3: En veninde betroede mig engang at hun synes det var helt fint, at hun ind imellem stillede sig til rådighed, når hendes mand havde mere lyst end hende. Hvis han havde lyst til sex og hun ikke lige var i stødet, så afviste hun ham nogengange og andre gange kunne hun godt finde på at stikke måsen bagud, så han kunne blive tilfredsstillet. Umiddelbart var min første reaktion: Ellers tak, ligner jeg en Lolita dukke? Men efterhånden kunne jeg godt se at konceptet slet ikke var så skidt. Vi gør en masse for hinanden i parforholdet og så længe begge parter er enige om, hvad der sker, så tror jeg mere på det end på eks. at simulere en orgasme (er lidt i tvivl om det er særlig brugt længere).

Måske stejler du (ligesom jeg gjorde) og ville føle dig udnyttet, men ser vi nøgternt på det, så kunne jeg aldrig drømme om at rense afløbet på badeværelset, det ”bruger” jeg min mand til (altså at han gør det, jeg stikker ham ikke derned), så kan jeg vel også stille mig til rådighed i min kærlighed til ham. Så længe du ikke føler dig grænseovertrådt eller krænket, så er den mulighed værd at overveje.

Løsning 4: Mange mænd føler sig elsket, når de får sex og derfor er det også den måde de viser deres kærlighed på. Når de så bliver afvist svarer det til at sige til dem, at de ikke må sige de elsker os. Måske er det en idé at få formuleret, hvad kærlighed er for jer, hvordan I viser det og derigennem finde andre måder at udtrykke jeres kærlighed på. Så længe din mand føler sig begæret, er det måske ikke så vigtigt om der står sex på programmet tre gange om ugen. Hvis han derimod bliver afvist gang på gang og der ikke er nogen form for seksuel kontakt imellem jer, heller ikke i ord eller berøringer, så vil han med stor sandsynlighed tage afvisningen personligt og blive bitter eller trække sig væk fra dig.

Sex skal være sjovt og dejligt og er for de fleste af os en stor del af vores kærlighedsliv. Sex er også mega følsomt og har vi det skidt med os selv eller hinanden, så har det ofte en stor indflydelse på vores lyst til sex. Men det behøver ikke blive ved at være sådan, vi er nemlig selv ansvarlige for, hvordan vores sexliv har det og for at gøre noget ved det, når ikke det fungerer.

Go sex og go weekend

Sidder I mere fast end et godt råd kan klare, så læs med på www.axholm.com

Stakkels mig! – om at vælge offerrollen i parforholdet i stedet for at tage ansvar

En morgen sad jeg til fælles morgenmad i min datters klasse. Da min mand var gået sugede jeg luft ind og lagde an til det store brokkeshow overfor en anden mor fra klassen, som også er min nære veninde. ”Jeg er fandme træt af, at det altid er mig, som tager mig af alt det praktiske om morgenen. Kan du se min mand stå op en halv time senere og bade og dimse med kaffe og stryge skjorte, jeg er så evindelig træt af bla. bla. bla.” Inden jeg havde fået tændt ordentlig op for gryden med beklagelser konstaterede hun tørt: ”Det var der vel ikke noget nyt i”. Min første reaktion var: Måske ikke, men jeg har vel lov at brokke mig, når jeg er utilfreds. Nå!

Min første fornærmede reaktion forvandlede sig efter noget tid til taknemmelighed over at min veninde var træt af at lytte til mine beklagelser. Jeg var sgu også selv træt af på 10. år at høre på mig, frem for at gøre noget ved det, jeg var utilfreds med.

Jeg har på alle tænkelige måder forsøgt at forklare min mand, at jeg synes at den morgenlige arbejdsfordeling hos os er uretfærdig. Jeg har endda sagt til ham at jeg føler mig, som en enlig mor, med en besværlig logerende, når jeg morgen efter morgen står alene med madpakkerne, børnene der skal i tøjet osv. Min mand er helt uenig i min betragtning og mener at sådan, som vores hverdag ellers er indrettet, så bliver morgenerne ikke anderledes. Punktum!

Når jeg bliver ved at med at sovse rundt i min offer rolle frem for at se virkeligheden (han vil ikke deltage i morgenrutinerne), som den er og forholde mig til den, så kommer jeg ikke videre og så ændrer virkeligheden sig heller ikke. Når jeg derimod forholder mig til det som er og tager ansvar for mig selv og mit liv, så har jeg to muligheder:

1. Jeg kan vælge at forlade min mand, fordi han ikke vil deltage i morgenrutinen…… Lyder vildt overdrevet, når nu jeg er ret så glad for ham, men det ER jo en mulig konsekvens.

2. Leve med ham som han er og indrette mig efter det.

Skåret ind til benet betyder det at jeg vælger mine kampe og selvom jeg kæmper dem, så må jeg af og til gå på kompromis OG leve med det valg jeg har truffet. At blive ved med at brokke sig er dræbende for kærligheden og hvem gider kysse med en sur kælling? Det giver en langt større grad af frihed, når jeg ser virkeligheden, frem for at forsøge at lave om på det faktum at uanset, hvordan jeg vrider og vender mig, trygler og manipulerer, så er virkeligheden virkeligheden. Take it or leave it!

Kort og godt:

Er du også træt af at høre dig selv sige de samme beklagelser til din mand, dine børn eller dine veninder?

a) Erkend at pladen er gået i hak

b) Acceptér at du ikke kan tvinge dem du holder af til at gøre noget andet, medmindre du selv ændrer adfærd og det derfor bliver den naturlige konsekvens

c)Elsk dem for at være som de er og lev rummeligt med de sider du er mindre begejstret for (hvilket starter med at lære at leve med dig og dine mindre heldige sider)

eller

d) Beslut at du ikke kan leve med tingenes tilstand og bevæg dig væk

Er det nemmere sagt end gjort, så læs mere på www.axholm.com eller ring på 23 80 60 16

Utro – når svigtet bliver taget personligt

En kvinde i 30´erne startede hos mig i terapi, fordi hun ikke kunne komme videre i sit liv efter et forlist parforhold. Forholdet var sluttet fordi hendes kæreste havde været hende utro og selvom hun var meget glad for ham, havde hun forladt ham pga. utroskaben.

De fleste har en mening om utroskab og samtidig oplever mange, at når de først står med erfaringen, så reagerer de anderledes end de havde forventet. Mange står knapt så principfast på deres holdninger om utroskab, når de risikerer at miste deres elskede og måske endda deres familie. Andre igen anser måske utroskab for en mulighed i parforholdet og når så oplever det, finder de sig selv i midten af et følelsesmæssigt kaos, hvor det kan være svært at finde vejen ud.

Min klient havde, som skrevet, været meget glad for sin kæreste og var af den overbevisning, at de havde et godt og solidt forhold. Som hun beskrev det, havde det været nemmere at forstå, at han havde været hende utro, hvis de havde haft det skidt. Hun var meget chokeret over at han havde haft en anden kvinde i sit liv og oplevede utroskaben, som det ultimative svigt. Hun tænkte at siden hendes kæreste var hende utro, så måtte det være fordi han ikke elskede hende nok, at deres forhold ikke var godt nok. Hun konkluderede derfor at når det hun oplevede som tæt på perfekt ikke var godt nok til ham, som hun elskede, så måtte det være fordi hun ikke var god nok. Hun tog altså utroskaben og svigtet personligt.

Mange forsmåede vil søge en grund til deres partners utroskab og de vil tolke deres partners utroskab, som at der var noget de manglede i forholdet og som de derfor var nødt til at hente et andet sted. Det bliver så i smerten lig med at de eller at forholdet har fejlet eller var mangelfuldt. Konklusionen bliver måske at der er noget i vejen med mig, hvis min partner er mig utro. Selvom mange udadtil reagerer med vrede og sorg, så bliver følelsen inderst inde at de ikke er værd at elske.

Det er en helt naturlig og menneskelig reaktion. Det er derfor vigtigt at man bruger tid, enten sammen i forholdet eller for sig selv, på at bearbejde svigtet og smerten og på at genopbygge tilliden, således at man tør stole på hinanden og elske hinanden igen.

Problemet for min klient, og for mange andre også, var at hun ikke kunne give slip på fortiden. Hun blev hængende i følelsen af ikke at være værd at elske og siden hun kunne tage så meget fejl af et andet menneske (vise så meget tillid) og alligevel blive svigtet, hvem kunne hun så stole på. Hun var altså med erfaringen med utroskab ikke i stand til at åbne sig for et andet menneske, fordi hun var så bange for at blive svigtet igen.

Jeg har tidligere i et indlæg om depression beskrevet at man kan ende med ikke at kunne mærke glæden ved livet, hvis man ikke kan se livet som det er, men bliver ved med at ønske sig det var anderledes. Derfor er det så vigtigt at sørge, når man er ked af det, skælde ud når man er vred og sige farvel, når man har mistet.

Kort sagt er helingsprocessen efter utroskab således:

- Græd når din elskede har været dig utro, for du er blevet svigtet

- Ras ud, hvis du er vred (der bør du være, for du er blevet svigtet)

- Når den første følelsesstorm har lagt sig, så træf en beslutning om du vil blive eller du vil gå

- Du har selv halvdelen af ansvaret for hvad der sker i dit parforhold, men det er ikke ensbetydende med at du ikke er værd at elske, at alle mænd er nogle svigefulde sataner eller at du ikke kan stole på din egen dømmekraft

- Kom videre. Det som er sket er sket og kan ikke laves om. Brug krudtet på at opdage hvad der gik galt og få så meget ud at resten af dit liv, som du kan.

Den ovennævnte proces tager naturligvis tid. Hvor lang tid er individuelt. Budskabet er at der er en tid til at reagere følelsesmæssigt, til at handle og til at komme videre. Bliver man i forholdet er det vigtigt at vide, at den forsmåede part skal bruge tid på at genfinde tilliden og at det er dræbende for parforholdet og med stor sandsynlighed vil lede til ny utroskab, hvis den forsmåede part igen og igen i skænderier bruger utroskaben, som dødbringende våben.

Det er meget vigtigt for mig endnu engang at understrege at utroskab er en mulighed for at udvikle sig sammen i parforholdet. Utroskaben kan være et symptom på at der er noget den ene eller den anden savner i forholdet og som de efter utroskaben sammen kan finde og udvikle. Uanset hvad så handler parforholdet ikke om at gøre sig fortjent til kærlighed eller om hvorvidt man er værd at elske. Det handler derimod om at to vidt forskellige  mennesker skal finde en måde at være sammen på, som er tilfredsstillende for dem begge – og det kan være rigtig svært. Husk også at det er først når vi giver slip på fortiden at vi er i stand til at bevæge os videre i nutiden og ind i fremtiden.

Har du brug for hjælp så læs mere på www.axholm.com under ”Parterapi”

Englefisse

Jeg har lært et nyt ord. Jeg var til selskab og vi talte om den svære samtale med vores børn, når de kommer i den kønsmodne alder. Det var på tide jeg lærte det ord. Englefisse. Jeg har nemlig en søn på 10 år og det kan ikke vare længe før han knalder englefissen eller hvad kalder man det egentlig, det der med den ufrivillige sædafgang ved nattetide?

I det hele taget kan man komme til at føle sig, som man synes ens forældre var, når de var allerværst, da man selv var teenager: fumlende, famlende og uden egentlig at sige noget. De fleste forældre holder informations niveauet på et absolut minimum så længe som muligt og balancen imellem at sige for meget og give informationer de ikke er modne til at høre og sige for lidt og risikere at gå glip af muligheden for overhovedet at informere om noget som helst, er vist temmelig flydende og overskrides måske af mange uden de opdager det. Mig eksempelvis!

Jeg har som barn flere gange opdaget min far og mor bolle (som det jo så frigjort hed i 70 ´erne) og selvom de stoppede og sikkert også har forklaret mig noget med at kilde eller lege, så var jeg instinktivt aldrig i tvivl om, at det her skulle jeg ikke have set. I 6. klasse samlede vi gamle aviser (et andet 70 ´er fænomen) og folk var ikke mere blufærdige end at vi af og til fik en stak gamle pornoblade med også. Det var jo så nok det klammeste vi nogensinde havde set. Føj! At tage en tissemand i munden – mega klamt. Det kan jo i dag forekomme som noget af det skønneste, men det hørte sig ikke til i en 12 årigs verden. Heldigvis ikke!

Så hvad katten gør vi som forældre, når vi har allermest lyst til at bilde vores børn ind at de er kommet ud af navlen eller at storken fløj forbi eller give dem en romantisk udgave af blomsterne og bierne? Hvad har vores store børn brug for at vide og hvad skal de selv have lov til at finde ud af? Jeg tænker vi må prøve os lidt frem og have fokus på, hvordan de reagerer. Vi må have tillid til, at de spørger når de har brug for at vide og himmelvender øjnene, når vi bliver pinlige eller giver for meget information. Det må vi som forældre tage med.

Det vigtigste for mig er i virkeligheden at lære mine børn at sætte deres grænser. Jeg tror på at det vigtigste ord vi kan lære vores børn er ”nej”. Her kan ”tak” og ”undskyld” godt gå hjem og lægge sig. Hvis ikke vi lærer dem at sige ”nej”, så kan de ikke passe på sig selv ude i verden og så er ”tak” og ”undskyld” skide ligegyldige.

Måden at lære vores børn at få et sundt forhold til sex, er vel selv at have det. Hvis vores børn oplever at vi har et afslappet og aktivt forhold til vores seksualitet, hvis vi er i stand til at rumme deres spirende seksualitet, så vil de også udvikle et velfungerende sexliv som voksne. Hvis vi lærer dem at give udtryk for deres behov og følelser (fordi de ser at vi gør det) så kan de sige til og fra, når de bliver voksne, også i deres seksualitet.

Er du også i tvivl om hvordan du skal tackle dine børn? Læs mere  på www.axholm.com

Angsten for at blive forladt

”Jeg vil ikke fortælle min mor, at jeg er træt af at hun blander sig i mit liv”, ”Jeg har ikke lyst til at fortælle min mand at jeg ikke vil med til firmafrokosten” eller ”Jeg kan ikke lide at fortælle min veninde, at jeg synes hendes børn er uopdragne”. Variationerne er mange, men jeg vil vove at påstå at disse udsagn bliver holdt tilbage, fordi vi alle, i større eller mindre grad, er bange for at blive afvist og dermed forladt.

Vi har alle i løbet af vores barndom haft oplevelsen af at blive forladt af vores mor og far. Enten fysisk fordi de rent faktisk forlod os eller fordi de af forskellige psykiske årsager trak sig i kontakten med os. Det kunne være når de blev vrede, ikke kunne rumme os, havde nok i sig selv, var trætte eller i krise eller af helt andre grunde ikke var nærværende sammen med os. Vi er altså alle som børn blevet forladt i større eller mindre grad og det var forfærdeligt for os.

Børn opfatter en afvisning, som en afvisning af deres person. De vil altid opfatte at afvisningen har noget med dem at gøre, enten for noget forkert de har gjort eller fordi  de er som de er. De har ikke nået et abstraktionsniveau, hvor de kan tænke at mor afviser mig fordi hun eller træt, uvenner med far eller stresset på jobbet. Børn tager afvisningen personligt. Det bliver mange desværre ved med, også når de er voksne.

Oplevelsen af at føle sig forladt sætter sig dybe spor i os og på et ubevidst plan beslutter vi os for at gøre alt hvad vi kan, for at undgå den forhadte følelse af forladthed. Uanset om vi rent faktisk er blevet forladt af en eller begge forældre eller om de rent fysisk var tilstede, men ikke magtede os, så præger det os langt ind i voksenlivet. Det vil sige at har man et forladtheds tema med sig fra sin barndom, så vil man med stor sandsynlighed have ”forladtheds-brillerne” på i sine relationer i voksenlivet. Det betyder at man ubevidst leder efter ”det at blive forladt” i enhver situation. Man vil altså føle sig afvist og forladt på sin person også i situationer, hvor man ikke bliver det.

Ifølge gestaltterapien har vi en medfødt trang til at hele os selv og det kan vi kun hvis vi afslutter gamle gestalter, dvs. bliver i følelsen af forladthed, mærker sorgen og græder til der ikke er mere at græde over (det varer højst to minutter), selvom selve helingsprocessen naturligvis varer længere. Derfor opsøger vi ubevidst situationer, som kan vække den gamle velkendte følelse af forladthed i os. Vi søger altså smerten, fordi vi instinktivt ved, at det er den eneste måde vi kan give slip på fortiden og bevæge os videre. Tænk på alle de mennesker, som gang på gang forelsker sig i nogen, som forlader dem. De finder kun personer, som kan aktivere deres forladtheds tema for attraktive. De potentielle partnere som ville blive i forholdet og elske dem, finder de kedelige eller uinteressante, af den simple årsag at i det forhold kan de ikke hele deres gamle sår.

Man kan altså sige, at vi selv skaber situationer, hvor vi bliver forladt, fordi der på absurd vis findes en tryghed i den smerte vi kender og fordi det er her vi kan udvikle os.

Angsten for at blive forladt bliver derfor yderst styrende for vores måde at være i verden på. Hvis vores arbejdsindsats på jobbet bliver kritiseret føler vi os afvist. Hvis vores mand ikke kan lide den kjole vi har købt føler vi os afvist. Hvis en veninde aflyser en aftale føler vi os forladt. Hvis vores børn i en periode hellere vil have børstet tænder af far, føler vi os afvist. Hvis en ekspedient i en butik springer os over i køen, føler vi os afvist.

Afhængigt af hvordan vi har oplevet at føle os afvist i vores barndom vil den afvisning vi måske / måske ikke får i nutiden, starte en lavine af gamle følelser: ”Der er ikke nogen, der lægger mærke til mig”, ”Jeg er ikke noget værd”, ”Ingen elsker mig”, ”Jeg gør alting forkert” osv. osv. På den måde møder vi fortiden med nutidens briller. Vi ser og oplever ikke nutiden som den er: Min mand kan ikke lide den kjole jeg har købt (men han kan godt lide mig), ekspedienten sprang mig over i køen (hun vidste nok ikke at det var min tur), min veninde aflyser en aftale (hun har sikkert travlt, men jeg vil glæde mig til at se hende en anden gang) osv.

Det handler ikke om jubelglad af vende den anden kind til, men derimod i langt højere grad at kunne frigøre sig fra de gamle mønstre, som vi stadig sidder fast i og som ikke gælder mere, men blot tynger os. Vejen frem er at opdage hvor styrende angsten for at blive forladt er for os hver især. Dernæst skal der en solid omgang selv-omsorg på banen, således at vi frem for at blive irriteret over at nu føler jeg mig igen forladt uden grund, så må vi forsøge at rumme os selv. Indeni bliver vi en lille pige (eller dreng), som er bange for at far eller mor skal blive vrede og skælde ud eller ignorere os eller gå deres vej, ligesom de gjorde da vi var børn. Nu er vi voksne og kan derfor tage os af os, på en måde, som vores forældre ikke magtede, da vi var børn.

Som voksne kan vi kun selv give os det vi aldrig fik som børn. Hverken vores partner, veninde, børn eller forældre kan det længere, fordi vi nu er voksne og selv ansvarlige for os selv og vores følelsesliv. Dermed er vi nemlig også ansvarlige for hvordan vi oplever vores verden, altså om vi føler os forladt eller ej.

Kender du temaet? Læs mere på min hjemmeside www.axholm.com

Jul – når familien ikke er til at komme udenom

I denne søde juletid….. pisker vi alle rundt for at nå det hele. Der pyntes op og sælges juletræer og brændte mandler på hvert andet gadehjørne. Julen er for nogle børnefamilier en hyggelig tid med masser af arrangementer i skole, børnehave og på jobbet og den er for de fleste også en alt for travl tid. I juledagene tilbringer mange af os masser af tid sammen med vores familie og derfor kan julen være med til at tydeliggøre, hvordan vi har det med hinanden indbyrdes. En undersøgelse viser at hver tredje adspurgte ikke glæder sig til julen, fordi de har konflikter i familien. Det er mange synes jeg og er selvfølgelig også fordi vi ud over at være sammen med vores ægtefælle og børn også er sammen med bedsteforældre, tanter og onkler i stor stil. Det betyder at det vi gennem året med held kan feje ind under gulvtæppet, nu ikke er til at komme udenom. Hvis morfar drikker lidt rigeligt og bliver pinlig eller ubehagelig som aftenen skrider frem, hvis tante Karens depression lægger en dæmper på hele familien, så bliver det i julen klasket op under næsen på os, i en sådan grad, at det for mange bliver en decideret udfordring at komme følelsesmæssigt helskindet gennem julen. De færreste siger for alvor fra, for man ville da aldrig bede de belastende medlemmer af familien om at blive hjemme på selveste juleaften. Eller meddele sin søster at man hellere vil undvære hende og hendes uopdragende børn, så de må finde et andet sted at danse om juletræet. Ingen skal da sidde alene i julen, næsten uanset hvordan de opfører sig.

For det første er der alle de uudtalte forventninger og traditioner, som holder os fast i sidste år og forrige år, men som måske slet ikke er gode for os. Derudover er der lige den hurdle med at bede et familiemedlem om ikke at komme juleaften, fordi han/hun ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Så er der konfrontationen med forældrene eller søskende om hvordan julen skal holdes og hvordan man imødekommer alles behov og lyster. Det kan blive anledning til at få kradset op i andre gamle familiekonflikter, som har ligget gemt væk i løbet af året.

Desuden skal man heller ikke kimse af traditionernes styrke. Når to mennesker finder sammen i et parforhold er det måske ikke svært at finde ud af, hvordan en tilfældig søndag skal tilbringes, men det kan hurtigt få sindene i kog, når vi skal blive enige om hvor julen skal holdes. Hvem skal med, hvad der skal spises og hvornår vi danser om juletræet og er det før eller efter opvasken?

Det kræver altså en mægtig god forhandlingsevne og en høj grad af rummelighed at kunne fejre jul uden at nogen får spat eller et hysterisk anfald inden 3. juledag er nået. Vejen frem både for parforholdet og andre familierelationer er ikke overraskende: kommunikation. Svesken skal på disken. Vel at bemærke ikke på en: ”Jeg kan fanme ikke holde ud at sidde og høre på din moster Hanne en hel stiv 2. juledag” men mere i retning af åbenhed omkring sig selv og sine ønsker, lyster og naturligvis grænser. Vi må give lidt og tage lidt, for at så mange som muligt kan få det, som de vil have det. Det er vigtigt at anerkende at mange af os er rigtig bange for at blive uvenner med familiemedlemmer og vil gå langt for at bevare familiefreden, men for at vi kan holde hinanden ud år efter år, så kommer vi det ikke uden konflikter, når mange interesser mødes.

Det er super vigtigt at kunne blive hjemme i sin egen have, forstået på den måde, at jeg ikke får en dyt ud af at presse min mand til at tage den konflikt, som måske har ligget og luret mellem ham og hans far i årevis, det må han selv klare. Hvis du har et anstrengt forhold til din svigermor, så må du selv træffe beslutningen om hvorvidt du vil tilbringe juleaften med hende, for børnene og din mands skyld eller om du ganske enkelt skal sige fra og så må I finde en anden løsning. Din mand kan ikke træffe den beslutning for dig, slet ikke hvis han gerne selv vil holde jul med sin mor.

Hvis ikke vi er gode til at tage tyren ved hornene i løbet af året, så bliver det med garanti ikke nemmere bare fordi det er jul. Måske kan netop tydeligheden omkring hvordan vi har det med hinanden under overfladen være den rette motivation til at af få set familieforholdene efter i sømmene. Julen er en oplagt mulighed for at få skeletterne ud af skabet og få gjort hovedrent i dine familierelationer. Det fedeste er selvfølgelig at gøre det på forhånd, så julen kan blive hyggelig for alle parter, men ellers træf en beslutning om at få ryddet op i det nye friske år. Ingen familier har ingen problemer, men vi kan komme dem til livs og udvikle os af dem, hvis vi tager fat om roden. Og det bliver så meget nemmere at være sammen. Så kan vi sende ægte smil til hinanden gennem juletræets grene og knibe en lille tåre når vi synger ynglingssalmen.

Læs mere om hvordan du kan få hjælp til dig og din familie på www.axholm.com

Bloggen holder juleferie og er tilbage med et nyt indlæg fredag den 8. januar.

Glædelig jul og godt nytår.

Depression

Der kommer en del klienter i min praksis, som er depressive. Nogle har været hos lægen og står nu med valget, om de skal tage antidepressiver og andre har mange symptomer, der peger i retning af en depression, men de har endnu ikke erkendt at de er nået dertil.

Symptomerne på en depression kan være forskellige, men generelt oplever mange enten en modløshed eller sorg, som de ikke umiddelbart kan finde nogen grund til. Det kan være svært at finde en mening og glæde ved livet. Andre føler sig følelsesmæssigt lammede og kan ikke mærke, hverken glæde, vrede eller sorgfulde følelser. Mange sover meget og kan ikke finde energi til at overkomme andet end den allermest nødvendige dagligdag. For at kunne betegne negative følelser, som en depression går man ud fra at disse følelser skal være rimelig konstante i minimum 14 dage. Mange depressive føler også ofte skyld eller dårlig samvittighed over noget, som er sket i fortiden og som de ikke kan komme videre fra. Læs evt. mere på netdoktor.dk

Det er helt i tråd med min overbevisning om at en depression bl.a. handler om ikke at kunne finde fred med fortiden eller med det som er i nutiden. Indenfor gestaltterapien siger vi at når man er fyldt 25 år, så kan man ikke længere give sine forældre skylden for sit liv. Det betyder at selvom man har haft en svær og traumatisk barndom, så kan man som voksen ikke give sine forældre ansvaret for hvordan man lever sit liv nu. Hvis man bliver ved med at hænge fast i eksempelvis sorgen over den kærlighed man aldrig fik som barn eller hvis man ikke kan sige farvel til den mand, man elskede, men som forlod en, så kan det ende med en depression. Hvis det forekommer umuligt at se ud over de livsvilkår, som nu engang er os alle givet, hvis man bliver ved med at være utilfreds med sit liv, uden at tage det ansvar, der skal til for at ændre det, så kan det ende med en depression.

Vi bliver alle født og skal alle dø en dag. Vi er alle i bund og grund ensomme og er samtidigt dybt afhængige af og under indflydelse af andre mennesker, for at kunne overleve. Det betyder at vi står i et evigt dilemma mellem at vælge os selv og vores egne behov og at vælge andres behov, for ikke at blive udstødt af familien og samfundet. Rammerne er altså de samme for os alle sammen. Nogle har en hård start i livet og går styrket ind i voksenlivet og andre bukker under på den ene eller anden måde. Vi har alle vores erfaringer med os i rygsækken.

Uanset hvad vi har med os, så er det kun os selv, som kan tage ansvaret for os selv og skabe os det liv vi gerne vil leve. Gennem samtale terapi kan man få en større forståelse for hvorfor man er, som man er pga. sin opvækst og det kan styrke en til at tage fornyet ansvar for sit liv. Man kan altså få hjælp og støtte til at få øje på, hvor man eksempelvis hænger fast i fortiden og hvor man i nutiden forhindrer sig selv i at få et lykkeligt liv. At komme gennem en depression kan være et langt og sejt stykke arbejde, der er nemlig ofte mange lig i lasten og spøgelser i skabet, som trænger til at blive luftet og det kan tage lang tid at ændre negative mønstre. Til gengæld er der også rigtig meget at lære og de fleste, som går i terapi, kommer styrket ud på den anden side. Et er sikkert, bliver en depression ikke behandlet er risikoen for at blive depressiv igen meget stor.

Husk også at det er ikke det livet udsætter os for, som gør det svært, det er måden vi forvalter det på, der er forhindringen.

Vil du læse mere om terapi i forbindelse med en depression? www.axholm.com

Annas dilemma – hvornår er det i orden at vælge mig selv i parforholdet?

Min veninde Anna har et dilemma. Hendes mand vil så rasende gerne have hende med til det årlige jule tam tam hos hans venner. Hun gider ikke. Hun gider slet slet ikke. En hel adventssøndag med mennesker hun kun ser denne ene gang om året og som hun ikke rigtig har noget til fælles med. De er hverken dumme eller ondskabsfulde, bare uinteressante og ikke særlig ivrige efter at lukke hende ind i vennekredsen. Annas mand vil meget gerne have hende og børnene med. Han vil gerne se sine venner og synes hun og børnene skal tage med, om ikke andet, så for hans skyld.

Det er en klassiker. Et dagligt valg i parforholdet. Hvornår skal jeg vælge mig selv og hvornår skal jeg vælge min partner? Hvor mange kameler skal jeg sluge for den gode stemning i forholdet og hvor er det i orden at sige fra, også selvom det gør den anden ked af det eller skuffet?

Anna har ikke besluttet sig endnu og hun er bange for at være en tarvelig kone, hvis ikke hun bidder i det sure æble og tager med, når nu hendes mand så gerne vil. Hvad med næste gang hun vil i IKEA og købe dimser til hjemmet, så gider han måske ikke tage med. Ikke fordi det skal være en handel med ”når jeg gør det for dig, skal du gøre det for mig”, men mere et spørgsmål om, hvor fleksibel og rummelig man er overfor hinanden og ikke mindst hinandens forskelligheder. Vil jeg godt strække mig lidt for dig, for jeg ved, du også strækker dig lidt for mig. Måske er det en del af kærlighedens væsen at ville det for hinanden. Som en god ven engang sagde til mig: ”Når jeg møder en ny kvinde i mit liv, så skal hun give mig lyst til at gøre noget, som jeg ikke troede jeg havde lyst til”

Det er helt individuelt, hvor grænserne skal trækkes og det er kun den enkelte, som kan mærke hvor de skal være og sætte dem. Det interessante er, hvad der sker, hvis de bliver sat for ofte eller hvis de bliver sat for sjældent. Hvis vi i parforholdet er uvillige til at gå på kompromis, vil vi bevæge os længere og længere væk fra hinanden og ende med at leve hver sit liv under samme tag. Måske endda med en elsker/elskerinde ved siden af, for at skabe noget af den nærhed, som ingen af os kan undvære, men som netop skabes, når vi nærmer os og indretter os efter hinanden i de rette mængder. Parforholdet er kompromisets kunst.

Hvis ikke vi finder balancen mellem vores berettigelse og vores grænser, så vil vi også i een eller anden udstrækning bevæge os væk fra hinanden. Det vil måske være mere umærkeligt, fordi afstanden ikke umiddelbart kan ses i det fysiske liv, men vil starte følelsesmæssigt inden i os. Jeg har mange par i terapi, hvor den ene part er i tvivl om han eller hun elsker sin partner af den simple årsag, af de ikke har fået sat de nødvendige grænser i tide. Når ikke grænserne bliver sat vil vi til sidst ikke kunne holde ud at være sammen med ham eller hende, som overskrider dem og derfor trækker vi os følelsesmæssigt væk og så dør kærligheden. Den part i forholdet, som er god til at sætte sine grænser står så uforstående tilbage og spørger: Jamen hvorfor sagde du ikke noget?

Ja, hvorfor siger vi ikke noget. Det gør vi ikke, fordi de fleste af os er bange for at blive afvist. Det var vist emnet til et andet blogindlæg. Mere om det en anden fredag.

Vejen frem er altså at sige til og fra. Som jeg skulle have sagt til Anna i telefonen, så sig det højt. Sig: ”Jeg har ikke lyst til at tage med, men jeg gør det, fordi det er vigtigt for dig” eller ”Jeg tager ikke med selvom jeg godt ved det betyder meget for dig. Jeg har simpelthen ikke lyst”. Man kunne også vende det til et spørgsmål: “Vil du gerne have mig med, selvom jeg ikke har lyst?”, men husk blot på at det i sidste ende er dig, som tager beslutningen.

Læs mere om hvad du kan gøre for dit parforhold på www.axholm.com

40 års krise og dødsangst

Jeg er fyldt år siden sidst. Jeg er stadig i slutning af 30´erne et par år endnu bevares, men det har jo aldrig skadet nogen af være forberedt. Måske er der en 40 års krise under opsejling og jeg ved godt, hvad den kunne komme til at handle om for mig.

Jeg er meget glad for mit liv. Det er ikke sådan at jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge mine penge til, det er heller ikke sådan at jeg ikke kan finde på nogen steder i verden, jeg har lyst til at rejse hen eller at jeg tænker: Ej skat Era Ora! Jeg gider altså ikke gå ud og spise i aften. Men jeg har rammerne i orden, som det så populært hedder. Du ved: dejlig mand, sunde, velfungerende børn, et job jeg er HELT VILDT optaget af og gode venner og en sund og rask familie, som jeg også holder temmelig meget af.

Alligevel. Alligevel kan jeg blive så forbandet træt af hverdagen og tænke: Er det alt? Var det så det? Er det her mit liv, resten af mit liv? Mit liv ser vel nogenlunde sådan her ud de næste ti år, til mine børn flytter hjemmefra. Så er der endnu mere tid til at arbejde i de følgende 15-20 år og så har jeg nået pensionsalderen. Så er der golf ferierne. Hvis jeg ellers spillede golf. Bridgeaftenerne om vinteren. Hvis jeg ellers spillede bridge. Og så, ja så ved vi alle hvor det ender.

Da jeg var yngre var alt muligt. Jeg var længe om at vælge min karrierevej og derfor kunne alt lade sig gøre. Hver morgen var frisk og ny og fuld af muligheder og meget få forpligtelser. Selvom jeg har fundet min rette job-hylde, så betyder det også at nu har jeg ligesom sat snuden i sporet. Som i: det her vil jeg gerne resten af mit liv.

Min veninde sagde forleden til mig, at jeg er den eneste af hendes veninder, som med sikkerhed kan sige, at jeg ikke vil have flere børn. Det synes jeg alligevel er bemærkelsesværdigt. Der er vel ikke så mange år at løbe på, når man er meget nær de 40. Har tænkt på om det handler om angsten for at blive gammel. Hvis man ser sig selv i øjnene og erkender at tiden med små børn er endegyldigt forbi, så betyder det jo også at man snart er forbi den alder, hvor det kunne lade sig gøre. Det betyder man bliver gammel. Sådan for alvor, uden vej tilbage.

Jeg bliver bange for at dø. Jeg bliver bange for at dø, før jeg er mæt af livet. Hvornår er nok mon nok? Når jeg nogensinde til det punkt, hvor jeg tænker at nu vil jeg gerne af sted? Jeg kender jo godt til tyngde loven og ved at brysterne ikke kravler opad igen, rynkerne ikke forsvinder og de begyndende grå hår bliver maghoni brune igen, bare fordi jeg fylder 70. Døden nærmer sig ufravigeligt.

Derfor kan jeg engang imellem blive en virkelig sur og pirrelig kost af en kone og mor. Når jeg står midt i min hverdag og synes den bliver lige vel leverpostejs farvet, så synes jeg alt det sjove er forbi. Jeg er nemlig bange for at blive gammel og gå glip af noget. Jeg skal ikke have flere børn, så den mulighed er helt forbi for mig. Jeg er ret så glad for min mand, så jeg er heller ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til at opleve en altoverskyggende forelskelse igen. Hvis jeg skal opføre mig ordentligt skal jeg jo heller aldrig gå på opdagelse i en ny mandekrop igen. Aldrig mere lære en anden mand at kende på den måde. Så kan tanken om ikke at skulle have flere børn godt gå hjem og lægge sig, for her kan jeg for alvor mærke alderen trykke. Avs!

Tiden der er gået er endegyldigt forbi. Jeg ved det jo godt, men det er som om jeg nogen gange rigtig kan mærke det. Jeg kan have store ambitioner om at gå for vildt i byen og danse hele natten eller rejse med rygsæk gennem Sydamerika eller bare bruge en hel dag på at dimse rundt for mig selv derhjemme uden planer eller praktiske gøremål (yeah right!). Ligesom jeg kunne da jeg var yngre. Det er bare ikke det samme, som da jeg var 20. Jeg er en anden, på 38, og derfor er de oplevelser jeg får også nogle andre.

Når jeg vil i byen bliver jeg tidligt træt og tænker på dagen i morgen og børnene, der skal hentes fra pasning. Rygsækrejsen i Sydamerika bliver aldrig til noget. Jeg er både for bekymret for alt det, som kunne ske og for magelig. Behøver vist ikke kommentere yderligere på den lange søndag uden praktiske gøremål.

Jeg vil alligevel ikke bytte for noget. Jeg vil hellere være 38 end 28. Jeg har det meget bedre med mig selv. Mit liv er sjovere. Jeg er sjovere. Men jeg vil fanme ikke dø før jeg er færdig her. Basta!

Jeg vil til gengæld mægtig gerne brokke mig lidt over at alt ikke længere er muligt og at jeg er nødt til at være voksen og ikke længere kan få det hele. Øv!

Når jeg fylder 50 skriver jeg måske et indlæg om alt det, som igen er muligt. Så er børnene fløjet fra reden og min mand og jeg er flyttet i et kollektiv, hvor vi bytter partner hver uge og tager på luksus grupperejse rundt i Andesbjergene.

Læs mere om andre slags kriser på www.axholm.com

Redder – offer – krænker

Er du en yder? Er det dejligt at gøre noget for dem du holder af, fordi de bliver så glade? Du gør rent og køber ind og henter børn og laver aftensmad og så kommer din mand hjem fra arbejde og smider sig på sofaen? Du har været med din mor ude og shoppe, fordi hun havde brug for din hjælp til at finde en ny kjole til en 60 års fødselsdag hun skal til på lørdag. Du hjælper en veninde med at flytte, fordi hun er blevet uvenner med sin mand og din lillebror sover lige en uge på sofaen, fordi han skal have istandsat sit badeværelse.

Gør du en hel masse for andre uden at få tilfredsstillet dine egne behov og føler du dig så udnyttet?

Når du når til dét punkt hvor du kan mærke irritationen vokse i din krop og du får rigtig meget lyst til at skælde ud? Få dem til at fatte, hvor meget du ofrer dig for dem. Så er du højst sandsynligt på vej fra offer- til krænker rollen.

Forestil dig en trekant. Den øverste spids af trekanten er lun og god et langt stykke hen ad vejen. Når vi vil redde andre, så får vi selv værdi. Vi stiller os til rådighed 24-7 og er altid parat med et måltid mad, en seng at sove i eller en skulder at græde ud ved. Når så dem vi vil ”redde” ikke længere har brug for os, men bevæger sig videre i deres liv, hjem til kæresten, de havde ønsket ud hvor peberet gror, tilbage til den istandsatte lejlighed eller finder sig et nyt job og ikke længere har brug for os. Så bliver vi ofre, fordi bliver forkastet, som reddere, når der ikke længere er brug for det vi kan give. Det er ikke rart at være offer. Ikke desto mindre er rigtig mange, som sidder fast i lige præcis offer rollen. Tænk på alle de forsmåede kvinder og mænd, som ikke kommer videre i deres liv, efter at deres ægtefælle har fundet en anden og måske oven i købet en yngre model. De færreste har lyst til at være offer, men handler ud fra en overbevisning om at ”efter alt hvad jeg har gjort for dig” så ”skylder du mig”. Når vi ikke får det tilbage vi synes andre ”skylder” os, så skal de satme få betalt skal de. Så er vi på vej over i krænker hjørnet af trekanten. Her bliver vi ondskabsfulde, perfide og selvretfærdige. Her nedgør vi dem vi tog os af, for de er så utaknemmelige og de følger slet ikke alle vores gode råd. Et par eksempler kan være: Han fortjente slet ikke min kærlighed. Han var ingenting, da jeg fandt ham og nu har han forladt mig. Hun er helt hjælpeløs uden mig og bare vent til hun kommer og beder om min hjælp igen, når kæresten har været hende utro endnu engang osv. osv.

Hvis så veninden, lillebroderen eller ægtemanden kommer tilbage og har brug for os, så får vi igen værdi og så er vi tilbage i redder hjørnet. Mange mennesker bruger et helt liv på at fise fra det ene hjørne til det andet. Fra redder til offer til krænker.

Det interessante er, at der ikke er noget godt at hente nogen steder. Som redder er det som at tisse i bukserne, for det luner nu, men varer ikke ved. Det gør måske noget for min selvtillid, fordi jeg føler mig værdifuld, men mit selvværd er uforandret, fordi jeg er afhængig af at andre har brug for mig, for at jeg kan føle mig elsket. Det er et yderst følsomt sted at sætte sig, man gør sin værdi afhængig af at skulle være noget for andre. Tænk på alle co-alkoholikerne, kvinderne der får bank eller som notorisk leder efter en de kan redde og tage sig af.

I offer hjørnet er der også  skidt at være. Her føler man sig forladt, forsmået, ussel og uden værdi. Som offer tager man det personligt at blive forkastet og valgt fra. Man kan måske kortvarigt finde noget selvretfærdiggørelse her, men det er de færreste, der har lyst til at føle sig som ofre i længere tid af gangen.

I krænker hjørnet er hævnens sødme tilfredsstillende, men den er kortvarig, for det er ikke noget, der fremmer kontakten med andre mennesker at være krænkende. Der bliver hurtigt vredt og ensomt.

Alt i alt er denne her mekanisme super relevant at få øje på. I det øjeblik du tager ansvar for, hvad det er du har gang i. Får sagt fra som redder, tager din offer rolle med oprejst pande, oplever det som en læring frem for et personligt nederlag og beholder dine krænkelser for dig selv, så vil du opleve en høj grad af nyvunden frihed, frem for at sidde fast i det mudder, som ikke bringer noget som helst godt med sig. Øvelse gør mester og det første store skridt handler om at SE hvad du gør, med dig selv og med andre.

Kender du problematikken og vil du lære endnu mere om dig selv? Læs mere på www.axholm.com eller ring til mig på 23 80 60 16